"Alting har en tid, for alt hvad der sker under himlen er der et tidspunkt. (Præd. Bog )
I sorgens tilstand bliver tiiden mere kostbar end før.
Vi ved jo godt, at livet er kort, og at det kun består af "øjeblikket",
som består af måneder og år.
Men måske forstår vi først rigtigt, hvor kort tiden er, når vort fællesskab bliver begrænset, - og døden fastsætter jo grænserne.
Men hvad
siger vi til hinanden, når døden går på "rov"?
Hvad siger vi, når vi ikke længere har ord, der er dækkende nok?
Er det overhovedet muligt at finde en vej frem, hvor glæde og taknemmelighed
er en del af hverdagen?
Foredragsholderen har selv mistet en datter, der blev alvorlig syg i en alder af 29 år, og som døde tre år senere efter en lang og smertefuld sygdomsperiode.
Har selv Gud og hans engle fået
stress, eller??????